Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Andet Bind.djvu/40

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
36
LUDVIG STOUD PLATOUS

Kjøbenhavn: „Hils vor gode Kusin, at vi glæde os hjertelig „over, hvad han har foretaget i Norge. Vi haabe, det ei vil „vare længe, før Danmark og Norge atter ere forenede“. Denne Forening har imidlertid saare Mange meget imod. Jeg har hørt tale om, at flere Byer ville give deres Repræsentant Instrux paa Rigsdagen og deri fastsætte den Betingelse, at Norges Regent ei maa modtage nogen fremmed Throne. Dette er da at tilintetgjøre for stedse en mindelig Forening af de skandinaviske Riger[1]. Formodentlig vil saadan Paastand gjøre, at Prindsen reiser til Danmark, og da blive vi formodentlig svenske, skjønt jeg og har hørt nævne, at man i saa Tilfælde vilde tilbyde enten Prinds Friederich af Hessen, vor gamle, godmodige Vicestatholder, eller en Prinds af Augustenborg eller Gustav den 4des Søn Regentskabet i Norge. Bedst synes mig det er, at vi holde paa den Mand, vi have, og som allerede er kjendt iblandt og med Folket. Jeg haaber ogsaa, dette vil ske; men hans

  1. At de skandinaviske Folk af Naturen ere henviste til paa det Nøieste at slutte sig sammen, var fra tidlige Dage Platous Anskuelse. Den udtalte sig i et Skoleprogram, han udgav om Høsten 1808, altsaa midt under Krigen med Sverige. I dette Program, hvis Hovedindhold var en historisk Fremstilling af Begivenhederne i Norge under den nordiske Syvaarskrig 1563–1570, gjør han med indtrængende Ord opmærksom paa, hvor sørgeligen de skandinaviske Folk havde raset imod hinanden efter Kalmar-Unionens Ophævelse. Samme skandinaviske Anskuelse fremtræder i Platous om Høsten 1809 for det dramatiske Selskabs Scene forfattede Prolog „Fredshaabet eller Trillingsøstrene i Nord“. Her personificeres de 3 nordiske Riger i 3 Trillingsøstre og Skjoldmøer, Nora, Dana og Svea, som falde i hinandens Arme under Ønsket om Fred „imellem alle Skandinaver“. I sit i 1825 udgivne Udtog af de skandinaviske Rigers Historie udtaler han ogsaa, efterat have berørt Aarsagerne til Kalmar-Unionens Opløsning, at en Forening imellem de skandinaviske Riger alligevel synes saa naturlig, at den vel engang i Tidens Fylde under bedre og lykkeligere Omstændigheder vil kunne gjenoprettes.