saadan udelukkes fra Alt; idetmindste klinger det saa hos alle vore Skriblere og i de samtlige 9 Konstitutioner, som jeg for mine Synders Skyld er bleven sat til Censor over, og som jeg nu lykkeligvis er bleven færdig med at halshugge.
Alt har forresten gaaet sin gamle jevne Gang, og ikkuns AvisSkribenterne have kjævlet, ligesom vel og mangen Sel-skabsdisput er bleven holdt; jeg har taget det Parti at gaa lidet i Selskab og ikke indlade mig. Jeg har ærgret mig over, at jeg maatte antage det for rigtigt at være forsigtig endog mod nogle af mine Omgangsvenner, som tillige have ladet hemmelighedsfulde. Treschow har skrevet en Konstitution, som ei videre har fundet Prindsens Bifald og skal efter Br.[1] Sigende mangle Enhed. Besynderligt! Treschow er yderst ustadig i sine Sætninger og langtfra ikke den faste Mand, saavidt jeg tror.
DHrr. Regjeringsraader begynde, som det synes, allerede at antage et fornemmere Væsen. (Om Regjeringsraadet se „Tiden“, 2den Aarg. 1ste B. No. 73). Man fandt den meddelte Rang noget overflødig; man kritiserede ogsaa adskillige Valg, maaske fordi man selv havde Lyst til Posten – noget mindre pompøst synes imidlertid det Hele, som en blot interimistisk Foranstaltning, at kunne have været. Den 1ste April var jeg i Assemble hos Colletts. Da var Conr. Falsen[2] kommen fra Fladstrand og fortalte, at Napoleon havde den 7de Marts tabt et stort Slag og derved alle de Fordele, han havde vundet i hele Februar Maaned; imidlertid staar han endnu som en vældig Kjæmpe og forsvarer sig med Stumperne af sin Krigshær. Senere have
