Sande 20 Novbr. 1816.
Høistærede Hr. Ven!
| · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · |
Min Stilling er for nærværende lidet gunstig for literaire Sysler, jeg er afskaaren fra Bibliotheker, har foruden mit Embede og stort Gaardsbrug unge Mennesker i Huset, som optage den største Deel af min Dag, og til dette Aag er jeg nødsaget, hvis jeg vil leve med Familie. Endskjønt jeg troer, at jeg har viist, at jeg ei er behæftet med den umindelige Præste-Sovesyge, har jeg med min bedste Villie kun lidet udrettet i det lærde Fag, dog – est aliquid[1] prodire tenus, etc. Jeg har nu færdig en metrisk Oversættelse af den berømte Racines Mesterværk Athalia med tilhørende Sange, som skal udkomme fra Officinet i Drammen[2]. Dette Stykke agter jeg trods Pseudopatrioters Skrig at dedicere til Pr. Oscar – jeg kan ikke vorde mere stinkende for dem, end jeg allerede er. Wergeland har da faaet et lægende Plaster paa sine af Patrioterne slagne Vunder ved at opnaae det fede Stykke Eidsvold Sognekald. De har formodentlig seet de djærve Kjæmper i Nat. Bladet og Intelligentssedlerne for Pr. Christian. Heltens Forsvarer skal, ifølge sikkre Data, være Pavels Hjelm i Skien, der skrev den afskyelige Charade om T[an]k. Den, som tog saa skarpt til Gjenmæle imod ham, skal være Niels Wulfsberg i Stockholm, som nu lader til at være aldeles omvendt.
Endnu er Intet officielt bekjendt om Besættelsen af Bergens Bispestol. Da jeg sidst var i Christiania, sagde Vogt mig, at Statsraadet havde foreslaaet Rein, og at man troede, at han gik af med Guldkorset. Jeg kunde ei falde paa, at det norske Statsraad vilde anbefale til saa vigtig en Post en Mand, der har viist sig som Foreningens bittreste Fiende paa Eidsvold og endnu lader det samme sindelag fremglimte i alle sine Yttringer. Qvid tibi videtur? Er det politisk handlet? Bergen, der domineres af Mænd som Rein, Christie og Falsen, kunde vel trænge til en Mand, der kunde holde disse Karle Stangen. Jeg har endnu ei faaet fat paa Danmarks Synder mod Norge etc.
