vilde sørge for, at der ei fordredes en Disconto, der blev skadelig før Landet. Jeg beklagede, at denne Mand ei nu var nærværende (nemlig Holst, som var upasselig), og at det desuden ei stod i hans Magt at foreskrive nogen Grændse for Disconto Premien, da denne ifølge Storth. Lov var vilkaarlig, saaledes kan jeg ei heller finde den ærede Talers Grunde at være grundige. – At alt dette gik af paa en venskabelig Maade, behøver jeg vel neppe at tilføie. Nu har De nok om pengesager –!
At det Rygte, man i Kbhvn behagede at udsprede, at Kronprindsen var utilfreds med hans Ophold i Christiania, var falsk, har G[rev] Tavast sagt Dem; jeg kan endnu tilføie, at jeg var hos ham Dagen forinden hans Afreise til Kl. henimod 2 om Natten, og han forsikkrede mig, at han var fuldkommen tilfreds med sit Ophold. Denne sjeldne Mand maae man tilbede, naar man lærer ham nøiere at kjende, og med Glæde offrer jeg Liv og Blod for ham.
Det synes at høre til det danske Cabinets Politik at foruroelige svage Sjele og Kandestøbere med allehaande Rygter, thi troeligen udspredes alskens vrøvl, og hvo kan undres over, at mange Kleinstädter fæste Liid til samme. Jeg forsikkrer Dem, at jeg ei gider længere tale om Politik med vore Landsmænd, thi de veed ei hvad de vil.
Udfaldet mod Christian Fredrik har givet Anledning til en Replique i Natjonalbladet, som er ganske i denne Helts Aand, der ei taalede at see Blod; hvem Forfatteren er, har jeg ei faaet at viide, man siiger, at der snart kommer noget mere, og det lader til, at Enkelte finde Glæde i at omtale hiin elendige Periode, om hvilken jeg ei siiger, at Forglemmelsens Slør, men dens Sæk bør hvile. Skal disse Ting berøres eller omtales, da bør den nøgne Sandhed tale, og kommer der for meget Vaas, saa kunde det hænde, at jeg gav en Ladning til Odense Manden[1] og hans Consorter, som blev skarp; jeg har nogle Materialier liggende.
| · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · |
- Med agtelse og Venskab
Mariboe.
- ↑ Prindsen var nu Guvernør over Fyens Stift.
