genlunde til at tilveiebringe den Subordination, som saa ganske mangler, hvis Regjeringen lod sig nøie med Statsborgernes simple Erklæring, vi kan ikke. Jeg for min Deel bifalder ingenlunde Loven, thi denne Anstrængelse fra Nationens Side svarer ei til dens forventning, da uden fordeelagtig Handel, uden Indskrænkning af mange Luxus Artikler, Pengevæsenet ei naaer Stadighed. Og Embedsmændene, som man nu vil gjøre saa lettroende, at de skal antage 10 sammenklistrede Rigsbanksedler for en norsk Species, hvad bliver deres Skjebne, om endog Banken er fuld af Guld og Sølvstænger? Jeg begriber ei, hvorfor man vil grave efter Sølv, naar et Magtsprog kan forandre 10 Lapper til en Species Daler? honi soit qui mal-y-pense.
I Løverdags blev Conventionen for L[aane-] og Disconto Indretningen underskreven af Interressenterne. Vogt,. Gener.-Aud. Bergh, Agent Nielsen, Jens Thyrholm og David Thrane bleve valgt til Directeure; disse tilligemed Morgenstierne og Egeberg havde udarbeidet Conventionen. Foruden Directionen er der 10 Representantere, der paa en Maade ere Controleure over samme; jeg havde den Ære at blive valgt til 1ste Repr., hvis Stemme gjør Udslaget, naar Meeningerne ere deelte. Grev Wedel, Morgenstierne samt 7 Handlende ere de øvrige Representantere. Jeg havde nogle svære Debatter med de Herrer, som udarbeidede Conventionen, og Gen. Auditeuren holdt især stærk paa sin Meening; imidlertiid da jeg fordrede votering, gik min Meening igjennem med betydelig Pluralitet: Saaledes udvirkede jeg, at der bestemtes et Maximum for Disconto Premien (nemlig 12 p. C.), jeg foreslog 8. Gen. Aud. brugte blandt andre Argumenter imod et Maximum ogsaa dette, at da i Storthingets Lov intet var talt desangaaende, saa bør man antage, at de skadelige Følger, som jeg anførte, vare indbildte. De kan troe, jeg var ei lidet glad ved at kunne give Storth. og et af dets lovkyndige Medlemmer en terce; mit Svar var følgende: Vel veed jeg, at det er min Pligt som Statsborger at viise Agtelse for de Love, Storth. giver, og som af H. M. ere sanctionerede, men jeg veed ogsaa, at det ingenlunde er min Pligt hverken som Individum eller som Interressent af L. Indr. at ansee alle Stort. Love som fuldkomne eller non plus ultra, saaledes finder jeg, at den benævnte Lov indeholder mange Mangler, og anseer derfor den ærede Talers Argument af ingen Vægt. – Han anførte endvidere, at den Mand, som fra Regjeringens Side var udnævnt til at paasee Lovens Overholdelse, nok
