Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Andet Bind.djvu/345

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

stort svensk Skib, ledet med Vin, blev samme Vinter indbragt til Bergen.

Ud paa Sommeren havde imidlertid nye svenske Kapere vovet sig ud. I Mai havde de endog „forøvet store Insolentier“ mod Kystbefolkningen søndenfor Bergen, men snart bleve de fleste ødelagte. Wessel (Tordenskjold) tog den ene, en norsk Kaper fra Mandal den anden, og Fregatten „Pakan“ en tredie, saa at man i Juni Maaned antog dem alle ødelagte paa et skib nær. Senere i denne Maaned indbragtes flere svenske Priser til Bergen. Det var dennegang især en Nils Sørensen af Bergen, som udmærkede sig[1]. Foruden andre Skibe tog denne Mand en Fregat „Carolus,“ der førte ti Jernkanoner og tolv Trækanoner og kommanderedes af Ole Ankarström, en varsling svensk Søofficer. Nils Sørensen solgte Skibet i England og lod Ankarström og hele hans Mandskab slippe fri.

I Skagerak nær ved Jyllands Kyst forefaldt i Begyndelsen af Mai 1712 en liden Affære. Fire svenske Orlogsskibe lode sig ved den Tid se i Nærheden af Fladstrand og gjorde Mine til at ville angribe et derliggende dansk Skib „Fyen,“ som førtes af Kommandør Knopf, samt to smaa Fregatter, der skulde ledsage nogle Koffardimænd op til Norge. Men da de tre danske Krigsskibe gik under seil for at møde sine Modstandere, rømte disse bort. Nogle Dage senere, den ellevte Mai, kom de Svenske igjen og havde an forstærket sig saa, at deres styrke udgjorde syv Skibe, med Montering fra 50 til 16 Kanoner. De Danske havde ogsaa faaet Hjælp og havde nu fem Skibe, men med langt færre Kanoner end Fienden. Fægtningen begyndte Kl. 3 om Eftermiddagen og varede i otte Timer. De to fornemste svenske Skibe bleve stærkt medtagne, og et af dem sank senere et Par Mile fra Land[2]. De danske Skibe havde kjæmpet for Anker, men paa to af dem bleve Ankertougene bortskudte af svenskerne. De gjorde da Seil, men da de Svenske saa dette, satte de afsted det hurtigste de kunde. Et Par Dage efter seilede Kommandør Knopf med sine Skibe op til Norge og naaede til Staværn uden at møde nogen Fiende.

  1. Muligvis den samme som den ovennævnte Peder Sørensen; en saadan liden Unøiagtighed er let tænkelig i „Postrytteren.“
  2. I „Postrytteren“ bruges her det gamle Ord for Sømile Aag-Søes, (rettere Ugesøes, vika sjofar).