Et Par Aar før Huets Ankomst til Stockholm var den
store Cartesius død der. Hans Grav saaes paa en Kirkegaard
i den nordlige Del af Staden, der var bestemt til Ikkelutheraneres
Jordfæstelse. Buet begav sig hen til denne
Kirkegaard for at besøge sin berømte Landsmands Grav.
Der var anbragt et stort Monument, men rigtignok kun af
Træ, forsynet med Indskrifter, der forkyndte Cartesius’s
Berømmelse; det skulde være den franske Gesandt i Stockholm,
Pierre Chanut, som havde foranstaltet Monumentet,
da Cartesius var død i hans Hus. Paa de hvidmalede Planker
læstes blandt Andet Ordene: Sub hoc lapide, men af
en ubekjendt satirisk Haand var her tilføiet: ligneo.
Christina havde ogsaa indbudt to andre franske Lærde, nemlig Raphael Frenæus og den berømte Læge, Bogelsker og Polyhistor Gabriel Naudæus, af hvilke den første skulde forestaa hendes Samling af Pretiosa og Rariteter og den anden være hendes Overbibliothekar. Da man hørte, at de havde begivet sig paa Reisen, glædede naturligvis den franske Koloni i Stockholm sig ved denne Tilvæxt, men de Svenske vare misfornøiede. De klagede over, at Christina anvendte altfor mange Penge paa alle disse fremmede, fornemmelig franske, Yndlinge, som strømmede til Sverige ligesom for at fortære Landets Gods. Saadanne Bemærkninger kom ogsaa for Huets Øren og bragte ham til, end mere end hidtil, at angre paa, at han havde foretaget denne Reise. Han henvendte sig derfor til Christina og bad om Orlov for at reise hjem igjen. Hun vilde nødig give slip paa ham og forestillede ham, at han netop her, i Besiddelse af fuldstændigt Otium og med den frieste Adgang til hendes Bibliothek, vilde kunne udrette mere end andensteds for sine Studier. Endelig fik han dog Lov til at gjøre et Besøg i sit Hjem, dog under den Betingelse, at han skulde vende snart tilbage.
