Christina nærede som bekjendt en stor Uvillie for Ægteskab
og fandt sin Fornøielse i spøgende at foreholde den
unge to og tyveaarige Huet, som dengang endnu ikke var
indtraadt i den geistlige Stand, at han burde afholde sig fra
at gifte sig. Spøgende fortalte hun ham, at hun havde læst
i Pausanias om en Argiver Ὑήτιος, der altsaa var Huets
Navne, hvis Hustru var greben i Utroskab, og at dette
altsaa var et slet Varsel, og at han følgelig burde vogte sig.
Huet svarede, at for det første havde denne Argiver taget
Havn over sin Hustru ved at dræbe baade hende og hendes
Elsker, og dernæst hed han ikke saaledes som Argiveren,
men derimod Ὑέτιος, som var et af Jupiters Tilnavne.
Dronningens Bibliothek forøgedes stadig med kostbare Bøger, som strømmede ind til det fra alle Kanter. Til de store Skatte, som Gustav Adolf havde bemægtiget sig i Tydskland, kom Erhvervelser fra Mazarins Bibliothek, da det adsplittedes, og hele Joh. Gerh. Voss’s Bogsamling, som Christina for en høi Betaling afkjøbte Sønnen Isaak. Det Petavianske Bibliothek, som helt og holdent bestod af græsk og latinsk Literatur, deriblandt mange herlige Haandskrifter, kom fremdeles til, og Isaak Voss var desuden virksom for overalt, hvor Leilighed gaves, at gjøre Indkjøb for Dronningen. Huet benyttede Leiligheden til med Christians Tilladelse at afskrive et vigtigt Manuskript, som han siden selv udgav, nemlig Origenes’s Commentar til Matthæus. Ogsaa den lærde Polyhistor Slesvigeren Marcus Meibom, senere kongelig Bibliothekar i Kjøbenhavn, bidrog til Forøgelse af Dronningens Samling og var en Tid ogsaa ansat som en af dennes Bestyrere[1].
- ↑ Se om Meibom Werlauffs Efterretninger om det st. kgl. Bibl., hvor Huets Meddelelser ikke ere benyttede, 2. Udg. S. 42 ff.
