nu Bochart og Huet videre langs med Vetterns Bredder. De Reisende forbausedes over disses rige Blomsterpragt, især over Lilieconvallen, som de ikke havde troet at skulle finde hos Hyperboræerne. Ligeledes lagde Huet med Forundring Mærke til, at en af Skydsgutterne sang Davids Psalmer. Han hørte her ogsaa et allerede af Olaus Magnus[1] omtalt Saga om en Troldmand „Gilbertus“ og hans Kamp med en anden Troldmand, der havde bundet ham og fængslet ham i en Hule paa en Ø i Vettern. Den lærde Olaus Magnus og hans Broder Johannes, Sveriges sidste Erkebiskop, vare naturligvis de reisende Lærde vel bekjendte, og Huet omtaler derfor ogsaa, da han kommer til Linkøping, at denne By var disse berømte Mænds Fødested. Forøvrigt nævnes som Stæder, der paa Veien besøgtes, Norrkøping, hvor Sveriges Mynt dengang var, samt Nykøping, hvor Gustav Adolfs Enke, Eleonora af Brandenburg, havde sin Residents:
– – Nicopiae statio, gratissima sedes,
Matris Reginae, postquam est orbata marito,
Carpitur atque illic tristi Leonora senecta.
I Telge fik Franskmændene se et af Nordens største Vidundere, en prægtig tam Elg. De maatte her mod sin Villie ogsaa tage sig et Rus, men stode dog nu snart ved sit Maal:
Imposuit longis erroribus Holmia finem.
I sine Erindringer om Sverige beretter Huet først Adskilligt om Landets Klimat, Bygningsmaade m. M. (bl. A. ogsaa om de svenske Ovne), som her forbigaaes. Han omtaler ogsaa Landets Overtro, f. Ex. Nøkken i Vandene, og beskriver en Afbildning i Storkirken i Stockholm, forestillende Himmelens Udseende paa den Dag, da Gustav Adolf forlod Staden for at drage til Tydskland; paa den Dag skulde nemlig tre Sole have vist sig paa Himmelen, omgivne af lysende
- ↑ De gentib. septentr. III, p. 20.
