kjøre derop med Vogn; maaske er da dette virkelig forsøgt ogsaa tidligere, end da Peter Czar skal have vovet det. Den med Taarnet forbundne Trinitatiskirke var just under Reparation; ved den saa de Reisende endel Runestene, og dette giver Forfatteren Anledning til at omtale den gamle Ole Worms Lærdom og Fortjeneste samt hans betydelige Samlinger, hvilke Huet selv tog i Øiesyn. Men især var Reiseselskabet nysgjerrigt efter at faa selve Kongen, Frederik den Tredie, at se. Hertil var foreløbig lettest Anledning ved en Søndag at gaa i den Kirke, hvori Kongefamilien skulde overvære Gudstjenesten. De gik da ogsaa derhen og skaffede sig Plads paa et ophøiet Sted, hvorfra hele Hoffet bekvemt kunde sees. Huet var imidlertid uheldigvis nærsynt og pleiede derfor at bruge Briller eller Seglas (vitrea conspicilla). Disse anvendte han ogsaa nu, idet han med største Iver stræbte at iagttage Kongen og Dronningen. Men herover blev Frederik den Tredie yderst forbitret og beklagede sig strax efter høilig over en saadan Uforskammethed af de Fremmede, hvorfor Huet fandt det raadeligst strax at forføie sig bort fra Kjøbenhavn:
Haud tulit hanc speciem Princeps, mihi jamque parabat
Vincula bile tumens; fugio Portusque relinquo.
Fra Hovedstaden, hvor han altsaa gik glip af et nærmere og behageligere Bekjendtskab med en Konge, der ellers var bekjendt som en Ven af de Lærde, begav Huet sig over til Hveen, hvor han med største Pietet undersøgte Levningerne af den overalt i Europa saa berømte Tyge Brahes („Astronomiae parens“) Bygninger. De interessante Meddelelser, som han giver om Uranieborgs og Stjerneborgs Ruiner og om Tyge Brahes Liv og Karakter idet Hele, ville vi dog her forbigaa, da de for en Del, som allerede før omtalt, tidligere
