I disse hang Tyve og Ulve Side om Side. I Galgerne saaes endvidere hyppig Knive, tildels meget smukke (elegantes), som vare stukne fast i Træverket. De forundrede Franskmænd spurgte, hvad dette skulde betyde, og fik det Svar, at det var Syge, især Feberpatienter, som troede, at man paa den Maade kunde blive sin Sygdom kvit, men at Sygdommen, hvis Nogen borttog Kniven, strax gik over i dennes Legeme. Man har altsaa her et Træk bevaret af gamle Tiders Overtro. Bemærkningen om Ulvene er heller ikke uden Interesse. At Forfatteren i sit Digt udtrykkelig omtaler, at han saa dem hængende ogsaa i Sjæland, bliver et (hidtil savnet) Bevis for, at disse Udyr endnu i det syttende Aarhundrede fandtes ogsaa paa Øerne, hvilket ellers almindelig betvivles. At hænge Ulve ved Tyvenes Side i Galgerne var en ældgammel dansk Skik, der af Saxo (ed. Müller, p. 247–248) endog siges at være befalet af Frode Fredegod, og det omtales ogsaa af en anden Fremmed, en af Huets Samtidige, Polakken Joh. Chrysostomus Passek, at man i Danmark, istedenfor at flaa Ulven, pleiede at hænge den ved en stærk Jernkjæde i en Galge eller et Træ, indtil den raadnede og Knoklerne af sig selv faldt ned[1].
Over Roskilde, hvis Kongegrave Huet omtaler, kom man til Kjøbenhavn. Her faldt især i Øinene det dengang nye og prægtige Rundetaarn, om hvilket det heder, at man kan
- ↑ Denkwürdigkeiten des Joh. Chrysost. Passek, deutsch v. G. A. Stenzel, Breslau 1838, Side 13; de Danmark vedkommende Partier af dette interessante Skrift ere meddelte af Prof. Schiern (Dansk hist. Tidsskr. 3, S. 293 ff.) Forøvrigt har Ulvenes Historie i Danmark netop ganske nylig været Gjenstand for Behandling, dels af E. Erslev (Om de glubende Dyrs Undergang i Nørrejylland, Kbhavn. 1871. 8), dels i en særdeles interessant Recension af det sidstnævnte Skrift af C. F. Bricka (Hist. Tidsskr. 4 R, 2, S. 841 ff.). Huets Notits har dog undgaaet Brickas Opmærksomhed.
