halve indkomsten med sin Svoger. Hvortil Revenfeldt svarede, at han vilde ikke tage Brødet af Munden paa sin Svoger, vilde hellere nære sig, hvorledes han selv kunde, som v han og gjorde, indtil det siden faldt, at han blev Kommandant. At Rostgaard skulde fra Antvorskov kom deraf, at de vilde have Warnsted i hans Sted, endskjønt han intet forstod af saadant, og spare Kongen de 500 Rdlr., han havde til aarlig Pension. Da Fr. R. nu flyttede til Helsingør og havde taget Tjenesten an, som var ham altfor slet og uanstændig, supplicerede han til Kongen, at Hs. M. vilde have den Naade at lade ham slippe derfra igjen, eftersom det var en Tjeneste, som endog en Vintapper- og Kræmmersvend kunde forrette, men bad derhos om, at H. M. vilde bevise ham den Naade for 30 Aars Tjeneste, at han da maatte beholde den aarlige Løn 600 Rdlr., da den, som han vilde foreslaa dertil, igjen vilde være fornøiet med Sportlerne, hvilket han og kan, eftersom de løbe til tre Gange saameget som Lønnen. Dette bevilgede og Hs. Majestæt.
Cølln bey Pierre Marteau er et opdigtet Navn, som de Tydske gjerne sætte under de Bøger, som de ikke vil, skal vides, hvor de ere trykte. Samme Navn kaldte de Tydske fordum Peter Meffert.
24de Febr. Morten Lassen Scavenius[1], som var Justits-Sekreterer i Høiesteret, var noksom bekjendt for sin store Lystighed og pudserlige Indfald. Det hændte sig engang, at Kongen, uden Tvivl Chr. 5., sagde til ham, at Dronningen saa meget gjerne vilde tale ved hans Kone, saasom H. N. mente, at hun var ligesaa artig som han. Han undskylder
- ↑ I Fru C. B. Dunkers i 1871 udkomne Skildringer „Fra gamle Dage” fortælles S. 97–104 Adskilligt om samme Morten Scavenius, som der urigtig gjøres til en Bispesøn fra Christiania.
