hende og siger, at der var denne Feil hos hende, at hun kunde ikke vel høre. „Vel, sagde Kongen, naar vi ved det forud, saa kan–Hendes Majestæt tale høit.“ Morten gaar hjem til sin Kone og siger, at hun skulde til Hove, Dronningen vilde tale med hende. Hun sagde: „Hvad mon hun vil mig?“ Han svarede: „Det ved jeg ikke, men du faar lave dig dertil, dog maa du raabe brav høit, thi Dronningen kan ikke høre.“ Hun kom da til Dronningen, som med en høi Røst bad hende velkommen; hun igjen raabte det bedste hun kunde og takkede underdanigst. Da de nu havde talt lidt sammen og raabt saa stærkt paa begge Sider, som de kunde, og Dronningen blev træt og sagde ved sig selv: „Nu kan jeg ikke skrige længere,“ svarede hun: „Deres Majestæt har det hellerikke fornøden“. Dronningen sagde: „Jeg tænkte, I var døv“. Hun igjen svarede: „Og jeg tænkte, at Deres Majestæt ikke kunde høre“. Der Kongen hørte denne Historie, lo han hjerteligen deraf og fixerede Dronningen, om hun nu havde faaet sin Lyst styret, at hun saa gjerne vilde se og tale med Morten Lassens Kone.
28de Febr. „Nu vil a raade, Dorthe raadde før“, sagde Doctor Christen Langberg (Longomontanus), da hans Kone var død.
| · | · | · | · | · |
| · | · | · | · | · |
1ste Marts. Fortalte F. R., at Biskop Worm selv havde sagt ham, at alle de Mennesker, som han betjente i deres Dødsstund, medens han var Præst og Provst, var han saa ganske vis paa vare hos Gud i Himmelen, uden alene tvende, som havde svoret falskeligen, dem kunde han med al sin Flid ei trøste eller føre til Bedring med noget Sprog af Guds Ord. Dog vilde han aldrig sige, hvo de to vare.
