Holberg dømte, som bekjendt, i sine ældre Aar strengt
om unge Mennesker, som fortidligt vilde reise udenlands, ja
udlod sig stundom endog misbilligende om Udenlandsreiser
overhoved. I sin Levnetsbeskrivelse fortæller han dog endnu
paa sin sædvanlige humoristiske Maade om denne sin første,
som overhoved om alle sine egne Reiser. Men i de „orthographiske
Anmærkninger“ heder det: „Da der begyndte at
frembryde lidt Dun paa min Hage, syntes mig, at det var
høi Tid for mig at reise udenlands.“
Denne hans i ungdommelig Ubesindighed foretagne første Udflugt i den vide Verden kom ellers mærkelig nok til femti Aar senere at udøve en bestemmende Indflydelse paa en anden berømt Mands Ungdomsliv. Da Holberg i 1754 døde som en europæisk anerkjendt Classiker, vakte hans Død stor Opsigt, og den unge Oliver Goldsmith, som dengang opholdt sig ved Universitetet i Leyden, læste hans Biographi med stor Opmærksomhed. Goldsmith var pengeløs, som Holberg havde været det, men opmuntredes nu ved hans Exempel til ikke destomindre at give sig ifærd med Reiser tilfods, i det Haab, at Holbergs Skjæbne maaske ogsaa kunde blive hans[1].
- ↑ „The Danish writer, Baron de Holberg, was much talked of at this time as a celebrated person recently dead. His career had greatly impressed Goldsmith. It was that of a man of obscure origin (?), tho whom literature, other sources Laving failed, had given high fame and station. In plain words he begged, as Holberg had done, supported by his cheerful spirit and the thought, that Holberg’s better fate might also yet be his.“ (John Forster, The life and times of Oliver Goldsmith, 5. edit. London 1871. I. S. 57–60). Man vil i Goldsmiths „Polite learning“ finde en længere (just ikke i alle Enkeltheder korrekt) Omtale af Holberg, fuld af den varmeste Beundring.
