Iver Brederoks Raad at søge Helsebod for sin Sygdom. Man gav den theologiske Candidat et Pas, hvor han kaldtes le garçon Lovis d’Holberg d’Amsterdam, og han begav sig da afsted, men maatte ogsaa paa Veien finde sig i at modtage Formaninger og være en Gjenstand for sine Medreisendes Spot. En Præst, som spurgte ham: „quando deseruisti studia tua?“ vidste han dog at give saadanne Svar, at denne snart fandt sig overvunden i Disputatsen og endte Samtalen med de Ord: De heer ist en theologant, ick gratulere mynheer.
I Aachen levede Holberg vel med saa stor Sparsomhed, „at han ikke behøvede at frygte for at rammes af Lovene mod Yppighed,“ men ikke destomindre følte han sig snart i den Grad pengeløs, at han maatte bekvemme sig til en fortvivlet Udvei. Han vilde rømme fra sin Vert uden at betale. Allerede havde han en Morgenstund meget tidlig pakket alle sine Eiendele sammen i en liden Bylt og skulde liste sig afsted, men Verten havde anet Uraad og passet ham op, og Holberg maatte betale til sidste Skilling[1]. Denne Begivenhed gjorde et saa stærkt og saa varigt Indtryk paa ham, at han længe efter mangengang drømte sig i Vertens Klør, troede sig paany af ham ført hen i Stalden og følte den ubarmhjertige Mands Næver om sin Hals.
Uden nærmere at beskrive sin videre Skjæbne paa denne Reise, tilstaar Holberg dog, at han nu var bleven omtrent en Tigger[2]. Han maatte tilfods vandre tilbage til Holland. Gud alene kjender, ved hvilke Midler han fristede
