for aldrig mere i sit Liv at gjense sin Fødeby. Om Overfarten over Nordsøen, under hvilken han var i Fare for at blive opsnappet af Sørøvere, fortæller han Et og Andet i sin Autobiographi. I Amsterdam fandt han fuldt op at Nordmænd, og da især af Bergensere[1]. I Begyndelsen morede han sig en fjorten Dages Tid fortræffelig med at se alle den store Stads Herligheder, men mærkede snart, at hans sexti Daler alt vare paa Heldingen. Heller ikke var der stort Haab om Indtægt ved Informationer eller deslige. Hollænderne, „som ikke engang fandt en Salmasius eller en Grotius jevngod med en Skipper,“ brød sig nemlig ikke om ham. Han lod sig af bergenske Landsmænd indføre hos en og anden Mynheer, men alt, hvad de havde at byde ham, var moralske Forestillinger og forstandige Paamindelser af samme Art, som han nys havde hørt af sin Slægt i Bergen. Og disse Forelæsninger maatte han, en Candidatus ministerii laudabilis, som mente selv med større Ret at kunne belære disse amsterdamske Spidsborgere, anhøre staaende, medens begede Søfolk fik Lov at sidde ned! Hans Stilling var altsaa fuldstændig tragikomisk, og til den truende Pengeløshed kom snart endog Sygelighed. Han tænkte allerede paa at reise hjem til Bergen, men der, det vidste han, vilde alle lee ham ud, og derfor gik heller ikke det an. Foreløbig drog han nu til Badene i Aachen for efter sin Læge
- ↑ Omtrent 1720 besøgte Erik Pontoppidan Amsterdam og noterede i sin Reisedagbog: „Paa Børsen har hver Nation sin Plads ved visse Pillarer, som bære Overskrift af Stædernes Navn, saa man ved, hvor hver Slags Kjøbmænd skulle søges. Paa den Pillar, som betegnede de Danskes Rendezvous, fandtes en Opskrift: Bergen en de andre Platz in Denemark en Norge, hvilken denominativ a parte potiori giver tilkjende, at Kjøbenhavn selv kommer i mindre Consideration end Bergen.“ (Jens Møllers Tidsskrift for Kirke og Theologi, 4, S. 96–97.)
