berg selv med kjendelig Fornøielse, og den synes virkelig ogsaa at tyde paa, at der har været ogsaa et aandeligt Slægtskab tilstede mellem ham og denne Morbroder. Dette lader os igjen ane, at Holbergs Lune maaske nærmest har været en Arv fra Moderens Familie. Og naar vi nu tillige erindre, at ogsaa den af Holbergs Brødre, som i Alder stod ham nærmest, nemlig Frederik Christian, siden Sognepræst til Nykirken, „var en jovialsk Mand, havde et ypperligt Geni og var lykkelig i den latinske Poesi“,[1] ledes man til den Forestilling, at Slægten har eiet megen Begavelse, om det end kun var den Ene forbeholdt at gjøre den gjældende i Verden.
Det bergenske Gadeliv ligger aabent for Enhvers Beskuelse og har i Holberg, som hans Bergens Beskrivelse noksom viser os, havt en opmærksom Iagttager. Heller ikke har han undladt at reflektere over Selskabsliv og Familieliv, forsaavidt han har havt Anledning dertil. Han har sit hele Liv igjennem havt en særlig Interesse for det andet Kjøn, og „Fruentimmeret i Bergen,“ baade af den lavere Klasse, hvilken han forsvarer mod Beskyldningen for Løsagtighed, og af den høiere, omtaler han hyppig og gjerne. Den Barndomserindring, „at det holdtes uanstændigt for et Fruentimmer, som blev hilset af en Mandsperson paa Gaden, at hilse igjen, skjønt Fruentimmeret er i Bergen ikke mere uovervindeligt end andensteds,“ forekommer mindst tre Gange i hans Skrifter[2]. Han har ogsaa flittig mærket sig de i hans Skoledage stedfundne Forlovelser og Giftermaal og deraf uddraget den Regel, „at unge Borgerdøtre selv, som paa andre
