alle Fornøielser og mit alvorlige Væsen jevnlig stiklede paa mig, og da jeg af Naturen var hidsig, havde jeg saameget vanskeligere for at finde mig heri“.[1] Det er aabenbart, at den tidligt modne, overlegent begavede, dertil lige fra Barndommen sygelige Dreng med det fine, blege Pigeansigt allerede i sin Skolegang har levet et eget indadvendt Liv, afsondret fra de Meddisciple, der ikke have kunnet forstaa ham. Ved deres muntre Lege har han utvivlsomt mere været Tilskuer end Deltager.
Idetmindste engang i hans Skoledage brod hans satiriske Natur frem i et poetisk Forsøg. Hans Pleiemoder, Peder Lems Hustru, havde en Slægtning, som paa en eller anden Maade havde fornærmet den pirrelige Ludvig Holberg[2]. Han hevnede sig ved at skrive et Smædedigt over Vedkommende. Madame Lem blev forbitret og forlangte af sin Mand, at han skulde tugte sin Fostersøn. Den fortræffelige Lem tog Sagen paa den elskværdigste Maade. Han tog Ludvig for sig og anstillede sig meget vred, men istedetfor at skjænde paa ham for Digtets Indhold, lod han det gaa ud over dets Form, paaviste dets synder mod Metriken og endte efter en Times Forhandlinger sin Censur dermed, at Ludvig, naar han næste Gang vilde skrive Vers, maatte gjøre sig mere Umage[3]. Denne lille Historie omtaler Hol-
- ↑ Ep. ad v. perill. I, p. 200.
- ↑ Hvem denne „unus ex cognatis uxoris Lemmii“ har været, er umuligt at sige. J. F. Lampe har imidlertid meddelt mig, at en Alida de la Roche, der formodentlig var en Søster af Mad. Lem, paa den Tid boede i Bergen og var gift med Herman Hermansen Garmann, der døde som Stiftsskriver over Bergens Stift 1710. Flere Slægtninge af Mad. Lem kjendes ei i Bergen ved denne Tid.
- ↑ Muligens gaar denne Erindring igjen i den scene i Erasmus Montanus, hvor denne gjennemgaar sin Broder Jakobs Vers og finder dem „formaliter slette, men materialiter ypperlige,“ samt tilføier: „Prosodien, som er det fornemmeste, fattes.“
