gik i skolen, „var den høie stad bragt udi Allarm formedelst en Tvistighed, som var reiset imellem Latinskolen og Garperne, saa at det kom til en Slags Bataille, som jeg selv bivaanede, og formerede da Styrmandsskolen det tredie Corps for at give Agt paa Krigens Udfald. Saasom saadanne Krige gemenligen afgjordes med tørre Hug, saa bekymrede Øvrigheden sig ikke om dem at dæmpe, tvertimod mange Borgere vare selv Spectateurs deraf og undertiden gave Lectioner for deres Sønner, hvorledes de bekvemmeligen kunde forraske deres Fiender. Den største Excess, jeg derudi haver seet, var, at Ungdommen en Gang paa Torvet oppassede Politimester Peder Glad og bombarderede ham med Stene, da han steg i Baaden.“ Andre Ytringer af det bevægede Gadeliv vare f. Ex. den Leg, som kaldtes „at spille Vink“, og den Morskab, som fandt Sted ved Mortensdagstider. Holberg er selv af den Formening, at det var Forbindelsen med Udlandet, især Holland og England, som fremkaldte denne Livlighed blandt Bergens Ungdom, da saamange allerede som Drenge havde været der, „hvor de frie Levemaader ere“.[1]
Paa det Sted i sin Autobiographi, hvor Holberg omtaler sit Ungdomsliv, ytrer han Intet om sit Forhold til sine Kammerater. Derimod er der imod Slutningen af dennes første Del undsluppet ham en Ytring, som temmelig tydelig viser os, hvorledes dette har været. „Skjønt jeg, siger han, af Aar var en Dreng, forekom jeg mine Kammerater at være en Olding. Der manglede ikke paa dem, som paa Grund af den med mine unge Aar lidet stemmende Afholdenhed fra
- ↑ Bergens Beskrivelse, S. 92–93. Saadanne Gadekampe og Slagsmaal have indtil den seneste Tid vedligeholdt sig i Bergen. Endnu for et Par Aar siden leverede saaledes Drengene et i Byens Blade udførlig beskrevet „Slag ved Jomfrudammen.“
