attende Aarhundrede, saa man strax flere og flere Borgersønner forsøge Embedsbanen[1].
Holberg gjorde naturligvis udmærket Fremgang i Skolen og var derfor afholdt af sine Lærere[2]. Mellem de Charaktertræk, som allerede i Skolen udmærkede ham, var imidlertid en høi Grad af Selvfølelse og Stolthed. Mellem Hørerne var der en, som bar langt Skjæg, Noget, som dengang var aflægs[3], og som derfor af Drengene kaldtes „Bukken,“ et ogsaa i senere Tider yndet Øgenavn for Skolemænd. Han tillod sig engang ganske løselig at berøre Ludvig Holbergs Haand med Ferlen. Holberg sprang da forbitret op, løb lige imod Høreren og kaldte ham ved hans Øgenavn. Manden, som ellers ikke sparede paa Prygl, naar det gjaldt Andre, fandt sig i Holbergs Opførsel og udbrød kun: „Er jeg en Buk, saa er du blot et Kid.“ Idet Holberg selv fortæller dette, lader han tillige Læseren vide, at den tidligere omtalte Latinfordærver paa Frons Præstegaard var den eneste Lærer, som nogensinde har givet ham legemlig Revselse.
Disciplene i Bergens Skole, som overhoved hele Byens Ungdom, vare raske Gutter, gode Svømmere og Skøiteløbere. „Jeg har aldrig, siger Holberg, paa noget Sted seet slige Exercitier udi større Fuldkommenhed.“ De vare heller ikke uefne Slagsbrødre. Stundom bevæbnede hele Latinskolen sig mod Garpegesellerne og Jungerne paa Bryggen eller imod Eleverne i Styrmandsskolen. I det sidste Aar, Holberg
