1ste Paaskedag skal Nationens Repræsentanter være samlede paa Eidsvold for at udarbeide den rige Konstitution. Gid dette store Verk maatte ende ligesaa lykkeligen og til ligesaa stor Tilfredshed for Nationen! Alt er imidlertid blevet roligt, og ethvert Parti afvæbnet ved dette ligesaa kloge som afgjørende Skridt, og Norge har overvundet en svær Fiende, nemlig indbyrdes Uenighed, som man havde havt den høieste Anledning et frygte for, da Gjæringen begyndte et blive meget almindelig baade i By og i Bygd, ja selv iblandt Armeen. Ogsaa skal adskillige Adresser fra flere Steder være sendte til Prindsen, hvori der kuns udtaltes en Mening om Suveræniteten, at den ei mere burde finde Sted.
Alting bar nu udfoldet sig og ligger aabenbart for Alles Øine. Der har da ogsaa været talt og politiseret og kandestøbereret nok i denne Tid. Fredagen den 18de kom Prindsen hjem om Aftenen sildig og nød saaledes ingen pragtfuld Modtagelse, som man havde tiltænkt ham, og som han visseligen og fortjener. Alt blev overgivet Trykkerierne, og var det bestemt, at det Hele skulde kundgjøres Mandagen den 21de Februar. Til den Ende laa og et Brev til mig, som kom hjem om Aftenen Kl. 12 fra Økern[1], hvor Sverdrup, Provst Schmidt og David Thrane[2] havde havt en noget vel heftig politisk Disput, og anmodedes jeg i dette Brev gjennem Staldmester Kaas fra Prindsen om at forfatte
