en Sang til Norge, for dets Selvstændighed og at Gud vilde forlene os Kraft til at hævde samme, hvilken Sang skulde bruges næste Middag. Jeg maatte derfor sadle min Pegasus næste Morgen, og skjønt den var saare uvillig, maatte den dog afsted, saa at jeg Kl. 11 fik leveret Sangen („Tiden“ for 26de Februar) til Trykkeriet, da Kaas derpaa kom og fortalte mig, at Festen var opsat indtil Tirsdag den 22de, fordi Bogtrykkerne ei vare blevne færdige. Den 22de Februar kom, og alle Embedsmænd bleve tilsagte at møde Kl. 12 hos Prindsen. Her blev da oplæst alle de Proklamationer og Kundgjørelser samt Fredsslutningen med Sverige, som nu findes indrykkede i „Tiden“ og ligesaa i „Budstikken“. Prindsen læste sin egen Kundgjørelse op med megen Varme, tiltalede flere Gange de Tilstedeværende og endte endelig denne Akt med at gribe de nærmest staaende i Haanden og med at lade Alle tage hinanden i Hænderne til Pant paa at ville hævde Norges Selvstændighed. Fra Prindsen gik alle Embedsmænd efter Anmodning op paa Torvet, hvor alle militære og Borger-Korps vare forsamlede, og aflagde Eden at ville hævde Norges Selvstændighed. Det var en saare høitidelig Scene, og en stor Mængde Mennesker var forsamlet. Derpaa kom Prindsen ridende med sin Stab, tiltalede de bevæbnede Korps med megen Kraft og udbragte dernæst et Hurra for gamle Norge. Da han red bort, udbragtes et Hurra for Prinds Christian af det hele forsamlede Folk. Under denne Støi sad en Ugle paa Spidsen af Klokketaarnet og beskuede rolig al denne Støi. Hos Romerne og fornemmeligen hos Athenerne vilde dette upaatvivleligen være taget for et Varsel; nu lo man af denne Hændelse, og senere har jeg hørt, at det var en tam Ugle, der var sluppet ud fra en af Nabohusene for nogle Dage siden.
Under Høitideligheden paa Torvet kom Grev Schmet-
