ved Siden af en Konstitution, men da han noksom havde erfaret, at Folkets Stemning aldeles var imod at blive svenske, havde han besluttet for stedse at dele Skjæbne med et saa ædelt Folk og havde desaarsag troet at forekomme ethvert Parti og enhver Kabale ved at erklære sig for Konge efter sin Arveret. Sagen blev nu med megen Frimodighed ventileret, og den almindelige Mening var, at Kongeloven var aldeles ugyldig, og at han ingen Arveret havde. Alle vare derimod enige i, at han burde overtage Regjeringen, indtil han blev valgt af Folket. Spørgsmaalet blev da: under hvilken Titel? Nogle holdt paa Kongenavnet af Frygt for en fransk Revolution og dens Rædselsscener, men Norden er ikke Syden, og Nordmænd ere ei Franskmænd. Mængden bestemte at han skulde kalde sig Regent. Prindsen indvilgede Alt og erklærede sig villig til enhver mulig Opofrelse Kl. 9 om Aftenen gik man derpaa til Middagsbordet og havde en saare glad Aften ovenpaa en saa hæderlig Dag. Næste Morgen var man atter samlet, og nu forelæste Prindsen sine Proklamationer til Borgerne, Geistligheden og Armeen. Det skal have været en saare høitidelig og hjertelig rørende Scene. Alle Tilstedeværende brast i Graad, og Prindsen selv med under Oplæsningen. Prindsen skal i det Hele have vist sig som en Mand baade af det lyseste Hoved og det ædleste Hierte! Gud velsigne ham og Norge! Alle som have været nærværende, tale om denne Scene med overordentlig Henrykkelse.
Om Thorsdag Aften den 17de kom de Afreiste hjem og Fredag Formiddag havde allerede Rygtet fortalt det Store, det Skjønne, det Ædle i denne Akt. Folk vare som halvberusede af Glæde. Man lykønskede hverandre naar man mødtes paa Gaden, man hilsede hverandre som frie Nordmænd; kort, man var i den synderligste Gjæring. Til
