Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Andet Bind.djvu/240

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
236
J. E. SARS.

raadighed eg stejle Uafhængighedsaand, der havde udviklet sig hos disse Ætter, knyttede dem paa det fasteste til den gamle Stammeforfatning og maatte under en ny Tingenes Orden være bleven fordervelig for dem selv eller for det hele Samfund. Havde Island ikke været, eller var de forbleven i Norge, vilde deres Skjæbne vel fordetmeste have været at gaa tilgrunde, eller de havde flyttet en for en ud til fremmede Lande og tabt sig blandt fremmede Folkestammer. Idet de nu ligesom med eet Slag rykkedes op, forfulgtes af Erobreren i sine Tilflugtssteder paa Øerne i Vesterhavet eg dreves over til Island i Flok og Følge, blev ogsaa dette paa en Maade en Samling, sideordnet den, der foregik i Norge. De frelstes saaledes for den Norske Nationalitet, i hvis historiske Liv de fremdeles kunde vedblive at tage Deel og det en saameget betydningsfuldere, fordi de i en udvortes Forstand havde skilt sig fra den. De fandt paa Island et Tilflugtssted, hvor de paa engang kunde bevare sin Nationalitet og sin nedarvede Frihed, og ved at flytte hid med saamange af sine bedste Repræsentanter bragtes den gamle Stammecultur udenfor Rækkevidden af de forstyrrende Indflydelser, for hvilke den var udsat i sit oprindelige Hjem, men deg ikke udenfor den nationale og historiske Sammenhæng, til hvilken selvfølgelig dens fortsatte Liv og Trivsel var knyttet som til en nødvendig Betingelse.

Vi veed af Norges senere Historie, at Fylkesaristocratiet, saa haardt det end var bleven medtaget af Harald Haarfagre, dog vedblev at være talrigt og stærkt nok til at hævde sin Selvstændighed og gjennem en lang Række af Aar at gjøre den nye norske Stats Tilværelse usikker og vaklende. Gang efter Gang stillede det sig i aaben Kamp mod Kongedømmet og syntes nærved at vinde en afgjørende Sejr. Denne Kamp var tillige en Kamp om det Norske Folks