selvstændige politiske Tilværelse. Kongedømmet, der repræsenterede Folkets Eenhed, repræsenterede tillige dets nationale Uafhængighed, medens Aristocratiet, der var Organ for Stammeaanden, sluttede Forbund med udenlandske Kongers Krav paa en Overhøjhed, som i Tidens Løb maatte være gaaet over til et virkeligt Herredømme. Den nationale Uafhængighed sejrede; men i denne Sejr maa der tilkjendes Harald Haarfagre en væsentlig Deel, og i denne Sammenhæng viser det sig, at hans Samling af Fylkerne, om den end ved en Betragtning af de indre Tilstande synes at være kommen fortidlig, dog kom i rette Tid og ikke kostede Landet formeget i Forhold til hvad der blev opnaaet.
Et Folk vinder ny Styrke ved at samles til et politisk Hele og bliver istand til en virksommere optræden udadtil. Danerne og Svearne, der var bleven samlet forud for Nordmændene, fik derved et overtag over disse, og Dane- og Sveavældet havde allerede før Haralds Tid udbredt sig over Dele af det Søndenfjeldske Norge. Hans Optræden var betinget heraf; den var som en krampagtig Anstrængelse, hvorved Folket samler sig ligeoverfor den udenfra truende Fare. Idet Harald underlagde sig de Norske Fylker, afskar han alle Krav paa overhøjhed fra Dane- og Sveakongernes Side og stillede et Noregsvelde jevnbyrdigt op ligeoverfor Dane- og Sveavældet. Det var endnu langt frem, til Fylkesaanden kunde siges at være kuet. Men den nationale Eenhedsfølelse havde dog nu vundet en fast Grund, idet den var fremtraadt i en for alle fattelig Form og havde sammenknyttet sig med Erindringen om en mægtig Personlighed, der havde gjort et dybt Indtryk paa Folket. Saaledes blev den istand til at gjennemgaa Krisen, og det kan siges, at Harald Haarfagre, idet han grundlagde det Norske Rige, har hævdet det Norske Folks nationale Selvstændighed i et afgjørende Vendepunct.
