der beskyttedes ved de skarpe naturlige Grændser mellem Bygderne, var Grundlag for en eller tiere Ætters Magt. De Rigdomme og den højere Cultur, som Vikingtogene tilførte Landet, kom nu fremfor alt disse Ætter til Gode, befæstede deres Stilling og hævede dem over den menige Almue. Paa samme Tid som Udviklingen skabte den Magt, der skulde samle Fylkerne, gav den altsaa disse en større Modstandsevne. Norge fik fremfor de andre skandinaviske Lande et talrigt og mægtigt Aristocrati, og ved de store Ætter blev en højere Culturs Styrke lagt ind i Stammeforfatningen, som var repræsenteret af dem og i dem fandt sine naturlige Forsvarere. Men idet saaledes her den politiske Eenhed skulde gjennemføres ligeoverfor en langt videre fremadskreden Udvikling inden Folkets mindre Kredse, end Tilfældet kan have været i Danmark eller Sverige, maatte den ogsaa fremkalde langt haardere Kampe. Det kunde ikke være anderledes, end at disse Kampe medførte Tab og Forstyrrelser; men de gav ogsaa en Erstatning herfor. Det er ved saadanne Sammenstød, hvor forskjellige Retninger træder skarpt op mod hinanden, at der tændes Lys i Historien, og medens Norge senere end Nabolandene samledes til et politisk Hele, fik det forud for disse en Historie med store Optrin og klart fremtrædende Personligheder.
Hvad vi læser om de Islandske Landnaamsmænd og deres Ætter giver os en bestemt Forestilling om, hvor nødvendigt det var, at der blev ryddet dygtig op inden Fylkesaristocratiet i Norge, naar der skulde vindes Plads for et Kongedømme, som var sterkt nok til at holde det Hele sammen og hævde dets Selvstændighed. Et saa talrigt og tætvoxet Aristocrati skulde neppe have kunnet indordnes under en virkelig national Statseenhed.
Det var en stor Sum af Kraft og Cultur, der flyttede til Island med Landnaamsætterne; men den ubændige Selv-
