Saaledes som det nu gik, synes meget af Folkets bedste
Kraft at være bleven ødet ved et fortidligt Forsøg Værst
medtoges Gulathingslagens Fylker, – udentvivl paa den Tid
de rigest udviklede, Vikingernes og Søkongernes rette Hjem.
Om dem gjælder det vistnok med fuld Sandhed, hvad en
nyere Islandsk Forfatter[1] har sagt om Norge i Almindelighed,
at nemlig deres Ættearistocrati efter Harald Haarfagres
Tid kan lignes „við felldan skóg, – standa storir runnir
eptir her ok hvar, en mikil rjódr á milli“. Men ogsaa fra
de andre Fylker fandt talrige Udvandringer Sted, og det var
overalt storættede, gjæve Mænd, der flyttede, medens Almuen
sad fastere paa Foden. Man faar et Indtryk, som om en
heel Udvikling er bleven afbrudt.
Men et Brud var her uundgaaeligt. Man bør ikke forestille sig, at Grunden til, at Norge samledes senere end Nabolandene, skulde være den, at det laa agterud for disse i Henseende til Cultur. Hverken Oldsagerne eller de skandinaviske Folks ældste Historie giver mindste Anledning til at formode et saadant Forhold. Norge laa dengang ikke fjernere fra de store europæiske Culturstrømninger end Sverige og Danmark; snarere omvendt; Nordmændene, der tidlig maa være bleven søvante fremfor nogen anden Germanisk Stamme, havde over Havet en snar og aldrig lukket Vej til Samkvem med Vesteuropas mere civiliserede Lande, og vi veed, at et saadant Samkvem har bestaaet længe forud for den sikkre Historie. Det er saaledes utænkeligt, at de skulde være bleven tilbage for Nabofolkene i almindelig Udvikling; men deres Lands Natur medførte kun, at Udviklingen hos dem fik en særegen Retning, saa at den ikke mindre tjente til at fremhæve det Ejendommelige ved hver enkelt Stamme end det for alle Fælleds. Selvstyrelsen i Folkets mindre Kredse,
- ↑ Gudbrand Vigfusson, Safn t. S. Isl. I. S. 296.
