sen og Landets Forfatning. Ved dette System blev den nye Norske Stat ført midt ind i strømmen af den almeneuropæiske politiske Udvikling, stillet Side om Side med de store Mønsterstater i Henseende til Organisation. Dette var ganske vist et Fremskridt. Det var en nødvendig Betingelse for Nationens Fremadskriden, at den stod i en uafbrudt indre og ydre Forbindelse med den øvrige Verden; det var derfor et Krav, som den nationale Udvikling efterhaanden maatte komme til at stille, at den Norske Stat fik en Organisation, der indtil en vis Grad stemte overeens med hvad der var herskende europæisk Statsskik. Men Harald gjennemførte dette Krav med eet Slag og i langt videre Udstrækning, end de paa hans Tid givne Forhold kunde siges at medføre: en moderne Stat, et souveraint Kongedømme som det af ham grundlagte savnede dog endnu hos Nordmændene de nødvendige aandige Forudsætninger og kunde først i nogen Grad opnaa disse ved Christendommens Indførelse.
Derfor maatte Haralds Verk faa den Charakteer af hensynsløs Voldsomhed, hvormed det fremstiller sig for os i Sagaernes Skildring; derfor maatte det atter for en stor Deel nedbrydes.
Man kunde fristes til at beklage, at den jevne, regelmæssige Udvikling paa denne Maade blev afbrudt, naar man seer hen til, hvad den voldsomme Samling af de Norske Smaastammer kostede Folket. Havde ingen Harald rejst sig og ryddet Riget for sig med et hensynsløst Magtbegjærs Haardhed, søgt at paatvinge Nordmændene en Statsform, hvortil de ikke paa nogen Maade endnu kunde siges at have været forberedte, – saa vilde maaskee disse Tab have været undgaaet. Stammerne vilde have samlet sig fredelig, den moderne Stat vilde lidt efter lidt have befæstet sig paa den aandige Basis, som Christendommen gav.
