i mangt og meget ejendommelig Maade. Baade Vikens og Gulathingslagens Fylker havde staaet i livlig Forbindelse med Udlandet gjennem Handel og Vikingtog; men, medens Vikværingerne meest synes at have faret til Østersølandene eller i Forening med Danerne og Gauterne at have herjet paa de Flanderske og Franske Kyster, laa Hørdernes og Rygernes Handels- og Vikingvej vestover, og disse Stammers Udbredelse over øerne i Vesterhavet maa i høj Grad have bidraget til at udvikle og ejendommeligt præge deres Cultur. De Thrønderske Fylker havde en mere afsides Beliggenhed. Forholdene i Throndhjem synes i det Hele at have havt megen Lighed med Forholdene i Svealand. En Række smaa Fylker eller Folklande laa nær forbundne omkring Kysterne af en dyb Fjord; de udgjorde som en Verden for sig, saa at der endog er Spor til, at de, ligesom Mælar-Egnene, i de ældste Tider slet og ret kaldtes Mannheim d. e. Menneskenes Hjem[1], og de har vistnok i langt ringere Grad end det øvrige Land taget Deel i Vikingtidens krigerske Bevægelse, hvorpaa det ogsaa tyder, at Kongedømmet efter al Sandsynlighed var ukjendt i de Thrønderske Fylker før Harald Haarfagres Tid[2], eller at det ialfald her har spillet en mindre fremtrædende Rolle end hos de andre Norske Stammer. – Saaledes var Landets tre Hoveddele ikke mindre i historisk end i geografisk Henseende adskilt ved store Afstande, og der skulde en dristig Tanke til for at fatte den Plan at samle dem til et politisk Hele.
Den samme Dristighed, den samme Foregriben af Udviklingens jevne Gang kommer ogsaa – og endnu sterkere – tilsyne i det af Harald gjennemførte System for Styrel-
