de gamle Ætters Selvraadighed, at Rigets Eenhed kan siges at være sikkret.
Ved den i det Foregaaende givne Fremstilling vil – tror jeg – Billedet af Harald Haarfagre og hans Verk befries for noget af det Haarde og Frastødende, som det maa have havt efter de gjængse Forestillinger, uden derfor at blive mindre stort. Hans Verk staar ikke for os som Udtryk for et blot personligt Magtbegjær, der ingen andre Grændser kjender end dem, som den ydre Modstand foreskriver; det har været betinget og begrændset af en almindelig Udvikling; han har repræsenteret denne, men han har tillige foregrebet den, deri kommer hans Personligheds overlegne Magt tilsyne.
Grunden for det nye Norske Rige var indtil en vis Grad beredet; Smaastammerne havde samlet sig til større politiske Grupper, og en Erkjendelse af national Samhørighed havde forbundet dem alle. Men om end denne Erkjendelse kan have været Harald en nyttig Allieret, er det dog vist, at den endnu ikke paa langt nær var bleven sterk nok til at kræve et bestemt politisk Udtryk. Her syntes endnu at være langt frem til det endelige Maal. I hver af de tre Hoveddele, hvori Landet naturligt falder, havde der dannet sig et Centrum for en mere omfattende Organisation, idet udentvivl allerede længe for Harald Haarfagres Tid de fleste Nordenfjeldske og de fleste vestenfjeldske Fylker havde forenet sig om et fælleds Hovedthing, ligesom de oplandske Fylker og de tilstødende Kystlandskaber var forenet om Eidsivathinget. Men mellem disse tre Hoveddele har Naturen opdraget skarpe Grændser, og hver af dem synes forud for det Norske Riges Oprettelse at have udviklet sig paa en
