lige Embedsmænd. Saaledes fremtræder de i det bekjendte Sted hos Snorre[1], der skildrer Tilstanden i Norge under Jarleregjeringen umiddelbart forud for Olaf Haraldssøns Optræden: „I denne Tid var der mange Lendermænd i Norge, og de var fordetmeste mægtige og saa ætstore, at de stammede fra Konger eller Jarler og havde ikke langt at regne op til saadanne; de var ogsaa meget rige. Kongerne eller Jarlerne, der styrede Landet, maatte søge al sin Styrke hos dem; thi i hvert Fylke blev det, som Lendermændene raadede for Bondefolket.“
Det Norske Statssamfund, saaledes som det skildres i disse Ord, fjerner sig langt fra den af Harald Haarfagre lagte Plan. I det Compromis, som blev afsluttet mellem det Gamle og det Nye ved Haakon Adalsteinsfostres opløftelse paa Thronen, har det aabenbart lykkets det Gamle at hævde sig en afgjørende Overvegt. Rigets Renhed viser sig kun repræsenteret paa en svag og vaklende Maade; den norske Stat fremtræder kun som det yderste og øverste Led i den lange Række af Confoederationer, der havde dannet sig den ene ovenpaa den anden; Folkets mindre Kredse har i det væsentlige bevaret sin Autonomi, det er Stammeforfatningens l Repræsentanter, der øver den raadende Indflydelse, og Kongerne maa søge sin Støtte hos dem, ikke omvendt som i de Lande, hvor de nyere romersk-christelige Grundsætninger om Kongens souveraine Ret ligeoverfor hans Undersaatter var bleven gjennemført.
Først ved Christendommens Befæstelse indtræder et nyt afgjørende Omslag; Kongedømmet gjenvinder atter en Stilling, der nogenlunde svarer til den, Harald Haarfagre havde tilegnet det, og bøjer saavidt under sig Stammeaanden og
- ↑ Sn. Ol. h. helga, Cap. 44.
