nemførte souveraine Enekongedømme, og dens Væsen maa forstaaes i Overeensstemmelse hermed.
Som ved Harald Haarfagres Tilegnelse, saaledes har ogsaa ved Haakons Tilbagegivelse af odelen den politiske eller reent moralske Side været Hovedsagen. De nye Byrder, som var bleven paalagt Folket, synes for en væsentlig Deel at være bleven staaende. Det heder om Haakon, at han lod tage de af Faderen paabudne Nefgildesskatter langs Kysten og i det Throndhjemske og anvende til Opførelse af Skibe, hvilke Bønderne blev forpligtet til at vedligeholde, udruste og bemande for en vis Deel af Aaret. Skatten er saaledes for Kystbygdernes Vedkommende bleven forandret til et Søkrigsstyr; i det Indre af Landet synes den derimod fremdeles at have været udredet paa samme Viis som før. – Haakon har efter al sandsynlighed opgivet visse Herligheder, som hans Fader havde tilegnet Kongedømmet, og hvorved Odelsherrerne var bleven mere fornærmet i sin Værdighed end i sin materielle Interesse, saaledes Ejendomsretten til vrag og jordgravet Gods, paa hvis Grund det end var fundet; andre har han vistnok beholdt, saasom Retten til at disponere over Almenningerne, forsaavidt som ingen Enkelt allerede havde hævdet sig Brugsret i dem. Men Hovedsagen var udentvivl, at de offentlige Byrder eller de Indskrænkninger i den Enkeltes Ejendomsherlighed, som fremdeles vedblev at bestaa, fra nu af kunde betragtes som hvilende paa en mellem Folket og Kongen indgaaet Overeenskomst. Derved ophørte de at have den Charakteer af tvungen Forpligtelse, af Paabud, udgaaet fra en hver Enkelt ubetinget overordnet Myndighed, der havde været stødende for Hersernes og Hauldernes aristocratiske Selvfølelse; skatten var ikke Skat længer, naar man selv havde været med at bestemme den, men en Gave, der ikke paatrykte Udrederen noget Ufri-
