gaa ham tilhaande, har de vel derfor vedblevet at staa i en hemmelig opposition til den af ham grundlagte Tingenes Orden, og da den gamle Konge, hvis mægtige Personlighed Alle synes at have bøjet sig for eller veget tilside for, var død, kom denne fiendtlige Stemning aabenbart tilsyne.
Det er i et Par af de ældste og troværdigste Kilder[1] antydet, at det var et Stormandsparti, der kaldte Haakon Adalsteinsfostre tilbage og opstillede ham som Kronprætendent ligeoverfor hans Broder Eirik Blodøxe, og det kan ikke være tvivlsomt, at det var som Redskab for dette Parti, at Haakon paa Thinget i Throndhjem gav Bønderne deres Odel tilbage. Han var dengang kun 15 Aar gammel, havde været opdraget i et fremmed Land og maatte være uerfaren og ukjendt med Norske Skikke og Sædvaner[2]. Hvad han foretog sig var maaskee det Klogeste, han under de daværende Forhold kunde gjøre: det var bleven nødvendigt, at Kongedømmet traadte et Skridt tilbage, saafremt Rigets Eenhed skulde opretholdes; men Beslutningen herom kan ikke være udgaaet fra ham selv; det var Høvdingerne med Sigurd Jarl i Spidsen, der raadede, og hos dem har aabenbar særegne Standsinteresser gjort sig gjældende. Den Statsforandring, til hvilken Haakon Adalsteinsfostre’s Navn er knyttet, kan derfor betragtes som Resultatet af en over det hele Land foregaaet almindelig Bevægelse; den var en fra det fordums herskende Fylkesaristocrati udgaaet Reactions Sejr ligeoverfor det i moderne europæisk Aand gjen-
- ↑ Hist. Norv. [Munch, Symb. ad hist. Norv. pag. 11]: „Hic [ɔ: Eric Blodøxe] a fratre sno Hacone alumno Adalstani, idem consiliantibus Norwegie primatibus regno privatus in Angliam secessit“. Ágrip [Samll. t. d. N. F. H. II. S. 278]: þa qvauddo vitrir menn Hacon aftr i land meþ laund tveim vetrom efter andlatt Haralds hárfagra.
- ↑ Munch, N. F. H. I. 1. S. 714–15.
