dere vart de vel ikke ligefrem afhængige af Kongen; men deres Stilling som saadanne beroede paa, at de bevarede Besiddelsen af den Grund, paa hvilken Heredshovet laa, og denne Betingelse for den selvstændige Høvdingemagt havde Harald udentvivl sørget for at ramme i Roden, idet han tilholdt sig Ret til at inddrage under Kronen enhver Mands Ejendom, der forbrød sig mod den Troskab og Lydighed, som han krævede af sine Undersaatter. Hersernes Myndighed forøgedes saaledes paa deres Friheds Bekostning. Deres Magtbegjær kunde tilfredsstilles ved den nye Tingenes Orden; men Stoltheden og Selvstændighedsfølelsen maatte oprøres, og disse Følelser plejer at være de raadende i aristocratisk udviklede Samfund. Medens hos andre germaniske Folk, hos hvem Forholdene havde medført en skarpere fremtrædende Underordning af det Enkelte under det Almindelige, Tjenesteforholdet til Kongen, endog i de lavere Grader, mildt som en Udmærkelse og en Sikkerhed, der ivrig efterstræbtes, kunde en Norsk Herse tro sig fornedret ved at indgaa et hvilketsomhelst Afhængighedsforhold, om det end var forbunden med noksaamegen Magt og ydre Hæder. At blive Kongens Thegn, hvilket andensteds gjaldt som et Æresnavn, kunde i hans Øjne næsten gjælde som eenstydigt med at blive en Træl og et Tyende[1]. Han kunde synes at være sat i Klasse med Kotkarle og Thorpere og at modtage som Gave, hvad han selv ejede, naar han blev forpligtet til at give Skat og ikke længere var fuldt selvraadig paa sin egen Odelsgrund.
Trods de i mange Henseender glimrende Kaar, der bødes de fordums Stammehøvdinger af Harald, naar de vilde
- ↑ Jvfr. Egil Skallagrimsøns Vers om sin Søn:
Veit ek – – –
At i syni mínum
Var ills þegns
Efni vaxit.
