maniske Folkeverden. I hvert Fylke dannede de mægtigste og meest formaaende Haulds-Ætter et tætsluttet Forbund med Herserne i Spidsen, et politisk og socialt herskende Aristocrati. Det var disse Confoederationer af souveraine Familjer, som det gjaldt at bryde, for at der kunde blive Plads for den Magt, som Enekongedømmet krævede og efter sit Væsen maatte kræve. Det var dem, som rammedes ved Haralds Indskrænkninger i den indtil da gjældende Odelsherlighed, hvem enhver Afhængighed af en højere Myndighed syntes eenstydig med Trældom og Tvang. Det var fra deres Kreds, at Udflytningerne til Island skete, – Landnaamsmændene kaldes i Regelen „ágætir“ eller „göfgir menn“, forsaavidt det ikke udtrykkelig heder om dem, at de vare af Herser, Jarle- eller Kongeætter, – og det var fra dem, at Reactionen mod det af Harald Haarfagre grundlagte System siden udgik. – De af Herserne, der blev tilbage i Landet og bøjede sig for den nye Tingenes Orden, fik vel tilsyneladende rigeligt Vederlag for hvad de opgav, idet Kongen gjorde dem til sine Lendermænd. Deres Indtægter forøgedes, idet de ved Siden af sine private Ejendomme fik Krongods i Forlehning; deres Magt forøgedes, idet de vedblev som før at være Heredsthingenes Ledere og Forstandere for den offentlige Gudstjeneste ved Heredshovene og nu desuden kunde optræde som Enekongedommets Repræsentanter og Organer for dets Vilje. Men medens de havde været selvstændige inden den snævrere Myndighedskreds, blev de afhængige inden den videre, der aabnede sig for dem. Med deres Souverainitet var det forbi. Som Lendermænd var de Kongen tjenstbundne, forpligtede ligeoverfor ham til en særlig Troskab og Lydighed; de modtog Lendermandsværdigheden af ham, og han kunde atter fratage dem den, naar han fandt for godt. I Egenskab af Heredsthingenes og Heredshovenes arvelige Forstan-
