strengt afsluttet i juridisk Forstand: enhver Familje, der erhvervede Grundejendom og besad den i tilstrækkelig lang Tid, opnaaede derved Hauldsret; men det maa have været en sjelden Undtagelse, at det lykkedes Nogen at hæve sig paa denne Maade. De store Fortrin, der knyttede sig til Besiddelsen af Odel, medførte, at ingen Mand gjerne skilte sig ved sin Jord, og der var ved de gjældende Retsvedtægter givet den enkelte Hauldsæt de stærkeste Midler ihænde til at forebygge, at Familjegodset, hvorpaa Ættens hele sociale Stilling hvilede, skulde definitivt gaa tabt for den og over i Fremmedes Besiddelse. – Vi kan vel tænke os, at der har fundets Odelsbønder, som var for lidet rige eller ansete til at indtage nogen politisk fremtrædende Stilling over det øvrige Samfund, og for hvem Besiddelsen af uafhængig Grundejendom væsentlig kun havde Betydning i materiel Henseende. Om dem gjaldt da det samme som om Lejglændingerne, at de nemlig kun i ringe Grad berørtes ved den med Enekongedømmets Oprettelse indtraadte Omvæltning: der blev paalagt dem visse Byrder, som dog neppe har været meget trykkende, men de stod ikke saa højt, at de kunde føle det som en Haan, en bitter Ydmygelse, at de fra nu af skulde være undergiven en virkelig Regjeringsmyndighed. Dette har derimod været Tilfælde med de mere fremragende Hauldsætter. For dem var den frie, uafhændelige og urørlige Jordbesiddelse bleven Grundlag for et virkelig politisk Herrevælde. De havde hævet sig næsten i Niveau med de oprindelige Høvdingætter, med hvem de havde forbundet sig, og hvem de i en vis Forstand havde inddraget inden sin Kreds og sine Interesser. Paa denne Maade var, ved Odelsvæsenet og den længe fortsatte selvstyrelse i Folkets mindre Kredse, det Norske Samfund blevet et saa udpræget aristocratisk, som neppe noget andet inden den Ger-
