hedens Mærke – Odelsejendommens Souverainitet er atter bleven anerkjendt, med visse engang for alle bestemte Indskrænkninger. Kongedømmet har opgivet den nyere europæiske Charakteer, som Harald Haarfagres Foranstaltninger havde givet det, og har atter nærmet sig den urgermaniske Type; den Norske Enekonge eller overkonge beholdt vel mere udstrakte Rettigheder, end der havde tilkommet Fylkeskongerne; men hans Myndighed kom dog nu til at blive af væsentlig samme Art som disses, – en til visse bestemte Tilfælde indskrænket Førerrolle, en Forrang snarere end et Herredømme; han fremstillede sig snarere som sideordnet end som overordnet det øvrige Samfund snarere som den Første i et Forbund af Ligemænd, der frivillig har givet sig ind under en fælles Ledelse, end som en souverain Herre, der har Magt til at byde og befale. Kongedømmet stod ikke længer med Fordring paa et romersk „imperium“, eller et Skytsherredømme [mundiburdium] over hver enkelt Undersaat, liigt de Frankiske Kongers. Dets „Heerbann“ og „Gerichtsbann“ var bleven indskrænket inden snævre Grændser eller ganske ophævet. Kongen skalde raade „boði ok banni“, men han skulde raade „at lögum“[1]. Der tilkom ham ikke længere nogen dømmende Myndighed; han havde opgivet den selvtagne Ret til at inddrage Odel og Eiendom for dem, der forbrød sig mod den skyldige Troskab eller Lydighed ligeoverfor Statens Overhoved, og Lydighedspligten var ikke længer en almindelig og ubestemt, som den havde været efter Harald Haarfagres System, idet samtlige Kongens Undersaatter blev stillet i et lignende Forhold til ham, som om de havde gaaet ham personlig til Haande: den gjaldt kun saalangt, som den mellem Kongen eg Folket vedtagne Overeenskomst nærmere bestemte. Odelsejendommen var atter
- ↑ F. L. VII. 1.
