som for en højere Ret. Og endog hos dem, hvem Haralds nye System drev bort fra deres Odelsgrund, maatte dog Dommen over det og dets Ophavsmand blive en mildere, naar de skjønte eller følte, at det havde støtte i en moderne, almindelig europæisk Tingenes Orden, end om det havde fremstillet sig som en blot og bar Brandskatning, en vilkaarlig Misbrug af den Stærkeres Ret.
Paa denne Maade vil det nu ogsaa bedst kunne forklares, at Haralds „Tilegnelse af Odelen“ er bleven udstrakt til at gjælde det hele Land. Havde den været en Brandskatning, der paalagdes de overvundne Fiender, eller en ligefrem Følge af Erobringen efter oldgermanisk Statsret, maatte det dog have staaet som noget aldeles uformeligt og urimeligt, at den var bleven gjort gjældende ogsaa i de Fylker, som han ikke havde underlagt sig med væbnet Haand, men faaet ved Arv. Var den derimod en overførelse af moderne europæiske Stats- og Styrelsesformer, bliver Forholdet et andet. Ogsaa saaledes opfattet viser den sig nødvendig forbunden med Haralds Erebringer, forsaavidt som han først ved dem opnaaede en Magtstilling og Indflydelse, der satte ham istand til at gjennemføre en saa radical Forandring i den hele bestaaende Stats- og Samfundsorden, men Principet for denne laa dog ikke i Erobringsforholdet; den havde charakteren af en almindelig, med Tidens og Udviklingens Krav stemmende Reform, hvilken han følgelig kunde kræve gjennemført ligeoverfor alle sine Undersaatter, hvad enten de vare komne under hans Herredømme ved vaabenmagt eller ej.
Det fremgaar af det Foregaaende, at Haralds Foranstaltninger ikke saameget har rammet Folkets almindelige Frihed eller materielle Velfærd, som Høvdingestoltheden og en aristocratisk Selvraadigheds Vaner og Forestillinger. Den fiscalske Side ved hans „Tilegnelse af Odelen“ har kun havt
