den Danske Konge neppe har tilholdt sig andre Rettigheder end dem, som længe havde været gjældende i andre Lande [visse Naturalpræstationer eller Gaver til Kongen, Ægt og Arbejde til hans Gaarde, Afgifter af Fiskeri og Skibsfart], ogsaa der, hvor – som i Danmark – et egentligt Feudalsystem ikke kan siges at være indført. Alligevel omtaler Sagaerne denne Lovgivning omtrent paa samme Maade som Harald Haarfagres: – det kaldes en „þrælkan, ánauð ok úfrelsi“, der gik over alt Folk, og naar det ikke ligefrem siges om Svejn Alfivasøn som om Harald, at han tilegnede sig odelen og gjorde alle Bønder til sine Lejglændinger, maa man ogsaa erindre, at Folket dog nu var blevet ganske anderledes fortroligt med en virkelig statsmyndighed og de Indskrænkninger, som denne medførte i den enkelte Æts Ejendomsfrihed og Selvraadighed, end det havde været paa Haralds Tid. Dengang stod endnu Odelsforfatningen ved fuld og ubeskaaren Magt, Modsætningen til den almindelige europæiske Orden var en saameget skarpere, og Indtrykket af en Foranstaltning, der sigtede til at gjennemføre denne, maatte blive saameget dybere.
Medens det altsaa, naar vi antager, at Harald Haarfagres Foranstaltninger har været bestemt og betinget af den paa hans Tid gjældende europæiske Statsskik, ikke falder vanskeligt at forklare den Uvilje, som disse Foranstaltninger øjensynlig har fremkaldt, eller Maaden, hvorpaa Kilderne har opfattet og fremstillet dem, bliver det paa den anden Side ved en saadan Sammenhæng ulige lettere at forstaa, at Folket dog har fundet sig saavidt taalelig i dem, og at Harald desuagtet har kunnet efterlade sig et højt agtet og hædret Eftermæle. Vi kan forestille os, at om end Folket ikke med klar Bevidsthed har erkjendt denne Sammenhæng, har dog mangenen instinctmæssig følt den og bøjet sig for den
