langt om længe lykkedes dem at overvinde.[1] At give Skat var et Ufrihedens Mærke, der paatryktes undertvungne Stammer og gjaldt som et Vidnesbyrd om ikke-Germanisk Herkomst.[2] Denne privatretlige Opfatning af offentlige Byrder er noget, som maa haves for Øje ved de førnævnte Udtryk i vore Kilder, og det vil da vise sig, at de kunne have sin Sandhed, om de end ikke forstaaes efter Ordet.
Vi har i Norges senere Historie et Sidestykke til hvad der foregik ved det Norske Enekongedømmes Oprettelse, nemlig Svejn Alfivasøns Lovgivning, efterat Norge ved Stiklestad-Slaget var kommet under Dansk Styrelse. Ved denne Lovgivning, der vistnok gjenoptog de af Harald Haarfagres Bestemmelser, som i den følgende Tid var gaaet af Brug, fastsattes det blandt andet, at Bønderne skulde udrede visse saakaldte Julegaver til Kongen, at de skulde være forpligtet til at opføre alle de Bygninger, Kongen vilde have paa sine Gaarde, at Enhver, som drog ud paa Havfiskeri, skulde betale Kongen Landvarde eller Landslod, og at ligeledes ethvert Skib, der sejlede fra Landet, skulde yde en vis Afgift. Det heder udtrykkelig om disse Bestemmelser, at de var fastsat overeensstemmende med hvad der var Lov i Danmark.[3] Nogle var endnu meget strengere [sum miklu frekari], føjes der til; men da Kong Svejn jo ikke optraadte som Erobrer, er det lidet sandsynligt, at dette virkelig skulde forholde sig saa. Det er paaviist[4] med Hensyn til enkelte af de Bestemmelser, som i sagaerne tillægges Svejn Alfivasøn, at de er fremstillet i et skjevt Lys eller opfattet paa en vrang Maade. Og seer vi bort fra dem, faar vi det Indtryk, at
