kiske og det Angelsachsiske Riges, behøver vi ikke at tænke paa nogen ligefrem Efterligning. Vi behøver kun at forudsætte, at Sympathien, Sammenhængen inden den europæiske Folkeverden da som altid har været saa stor, at de politiske Synsmaader eller Grundsætninger, der var bleven raadende i de store Culturlande, ogsaa har meddeelt sig til og øvet Indflydelse paa de andre. Nordmændene var dengang mindre end kanskee nogen anden europæisk Nation et Folk af Hjemfødninger. Deres Vikingtog og Handelsrejser [Handel og Viking var, som man veed, paa det nøjeste forenet] bredte sig udover Størstedelen af den da bekjendte Verdens Have, og de havde paa Harald Haarfagres Tid allerede længe staaet i livlig Samfærdsel med Landene i Vesten, England og Frankrige. Det regnedes for at høre med til den høibaarne norske Ynglings Opdragelse, at han i nogen Tid færdedes i fremmede Lande og lærte udenlandske Høvdingers skik at kjende, og blandt Harald Haarfagres Følge af Krigere og skalder har der vistnok været mange, der kunde give Besked om de Frankiske og Angelsachsiske Herskere, navnlig om Karl den Store, Tidsalderens Mønster for alle Fyrster, og Maaden, hvorpaa han havde styret sit Rige. Vi seer, som før bemærket, af hvad der fortælles om den Pragt, hvormed Harald omgav sig, at han har lagt an paa at være en Konge i europæisk Stiil. Vi seer fremdeles, at han indrettede Administrationen af det Norske Rige paa en Maade, der ganske stemmer med, hvad der fandt sted i det Frankiske. Han satte en Jarl i hvert Fylke, heder det, som skulde dømme Lov og Landsret og oppeberge alle kongelige Indtægter mod at nyde Tredjeparten deraf til sin Underholdning; enhver Jarl skulde have under sig 4 Herser eller flere, som hver skulde have 20 Mark veitsle og til Gjengjæld underholde paa egen Bekostning 20 Hærmænd til Kongens Tjeneste,
