fart og Fiskeribedrift;[1] ifølge Gulathingsloven og den nyere Landslov skulde Vrag, som drev ind paa Land, tilhøre Kongen; Udtrykkene i Gulathingsloven synes imidlertid at vise, at Grundejeren oprindelig har havt Ret til det Vrag, som drev op paa hans Grund,[2] hvilket ogsaa stemmer bedst med den oprindelige Odelsforfatnings hele Characteer, saa at hiin Bestemmelse rimeligviis først er indbragt ved det af Harald Haarfagre grundlagte nye System. – Han taalte ikke nogen saadan uafhængig, af sig selv beroende Høvdingemagt ved Siden af sig, som den, Hersernes havde været ved Siden af Fylkeskongerne. Selvstyrelsen i Folkets mindre Kredse er bleven brudt; al offentlig Myndighed er bleven sammentrængt hos Kongedømmet og skulde herefter, middelbart eller umiddelbart, udgaa fra det. „Han lagde“, heder det[3], „naar han havde underlagt sig et Fylke, nøje Mærke til Herserne, de mægtige Bønder og alle dem, af hvem han kunde vente sig nogen Modstand, og gav enhver af dem Valget mellem at blive hans Tjenestemand eller fare bort af Landet, eller ogsaa lide haard Medfart, ja endog lade Livet.“ Herserne gik over til at blive Lendermænd; de beholdt en fremragende Stilling over det øvrige Folk, forsaavidt som de vilde finde sig i at gaa Kongen til Haande og modtage Land i Forlehning af ham; men deres Magt var fra nu af en afhængig; de var bleven kongelige Embedsmænd, og Harald har udentvivl forbeholdt sig Ret til at ind- og afsætte dem efter eget Behag, paa samme Maade som Karl den Store og hans nærmeste Efterfølgere ind- og afsatte sine Grever eller Vicegrever.
Idet vi saaledes antager, at den nye Norske Stats Forfatning er bleven indrettet i Overeensstemmelse med det Fran-
