ikke længere været indskrænket til en bestemt Tid eller til bestemte Tilfælde, medens det forøvrigt var overladt til deres Godtykke, om de vilde give Kongen Følge eller ikke. Han har krævet andre Ydelser af sine Undersaatter, – det er udtrykkelig fortalt, at han paalagde dem Skat, maaskee har han ogsaa krævet Arbejde af dem til sine Gaarde, – og disse Paalæg har ikke levnet noget Skin af Frivillighed paa Bøndernes Side, de er ikke tilblevne ved en Overeenskomst, men er fremtraadt som Yttring af en i Formen vilkaarlig Myndighed, der maatte forudsættes at kunne udvide eller forhøje dem efter eget Behag. Istedetfor Fylkestidens Familjeforbund har han grundet en virkelig Stat i moderne-Romersk Forstand, og i Egenskab af Statens Repræsentant har han tilegnet sig Ejendomsret og udelukkende Raadighed over alle de Strækninger af Landet, der svarede til det Engelske Folkland, – Almenningerne, som indtil da havde været betragtet som Fælledsejendom for Bønderne i det Fylke, inden hvilket de var beliggende. Det sigter hertil, naar Egils Saga fremhæver, at de, som ryddede i Skogerne, Saltbrænderne og Veidemændene, baade paa Sø og Land, blev alle Harald tjenstbundne.[1] Vistnok har han ligesaa lidt forsømt at hævde sig de øvrige „jura regalia“, der vare anerkjendte i de Staters Forfatninger, efter hvilke han dannede sin egen, saaledes Retten til at lægge Told paa Fartøjer, Retten til alt herreløst eller jordfundet Gods og til Vrag, som drev ind paa Kysterne. Man finder ogsaa dette mere eller mindre bestemt antydet. Det heder, at han tilegnede sig „Søen og Vandene“, hvilket maa sigte til Afgifter, der er bleven lagt paa Skibs-
- ↑ Keyser, Norges Retsforf. S. 95–96. Brandt, Brudstykker af Forelæsninger over den Norske Retshistorie [særsk. Aftryk af Ugeblad for Lovkyndighed] S. 221–23.
