at Harald ikke bar gjort Paastand paa noget videregaaende Herrevælde ligeoverfor sine Undersaatter end det, Karl den Store eller Ecgberht var i Besiddelse af ligeoverfor sine, at det forfatningsmæssige Grundlag, han gav det nye Norske Enekongedømme, i sine Hoveddrag har svaret til, hvad der var bleven gjældende Ret eller Vedtægt i de store Germaniske Mønsterstater, det Frankiske og det Angelsachsiske Rige: vil det alligevel erkjendes, at Forandringen har været saa voldsom, – at det Forhold, hvori de Norske Haulder og Herser blev stillet til Enekongen, har været saa stridende mod de ved Odelsforfatningen udviklede Begreber om Ejendom og Frihed, at Kildernes Maade at fremstille Sagen paa, ikke kan synes andet end naturlig og rimelig.
Istedetfor Fylkeskongernes Æresforrang og deres til enkelte bestemte Tilfælde indskrænkede Førerrolle har han krævet en virkelig Regjeringsmyndighed, en virkelig Souverainitet. Istedetfor en „auctoritas suadendi“ har han tilegnet sig en „potestas jubendi“. Alle Rigets Mænd er bleven stillet i et virkeligt undersaatligt Forhold til ham; de skulde alle være ham „lyðskylldir“, tjenstbundne, forpligtede til at vise ham en lignende Troskab og Lydighed, som om de havde været hans haandgangne Mænd; hvad der før havde beroet paa et frivilligt Valg, blev nu en tvungen Sag, som Ingen kunde unddrage sig. Den Myndighed, han tilegne de sig, har som de Frankiske Kongers, indbefattet baade „Heerbann“ og „Gerichtsbann“. Han, og hans Jarler paa hans Vegne, skulde „dømme Lov og Landsret“, og som øverste Dommer har han tilholdt sig Ret til at inddrage Odel og Eje for dem, der forbrød sig mod den skyldige undersaatlige Troskab og Lydighed, og – hvad Kilderne viser – ofte nok gjort Brug af denne Ret. Han har villet raade for Krig og Fred; Bøndernes militaire Tjenestepligt er blevet en ubetinget og har
