han var Samfundet sideordnet snarere end overordnet, og han havde derfor ogsaa sin bestemte personlige Ret som de andre Mænd af Folket, om end en højere end de andre.[1]
Det er nu i sig selv klart, at det Norske Enekongedømme maatte faa en ganske anden Charakteer. Dette fulgte, som sagt, allerede med Nødvendighed af den stærke territoriale Udvidelse. Jo flere oprindelig uafhængige Stemmer eller Menigheder der forenedes under den samme Centralautoritet, jo større blev de Krav, der stilledes til denne, jo større Magt behøvede den for at holde de stridige Elementer sammen og sikkre det Heles Fred, – og Harald har aabenbar hverken savnet Vilje eller Evne til at drage Conseqventserne af sit eget Verk. Men hans nye System for Landets Forfatning og Styrelse maa dog indtil en vis Grad have været betinget og begrændset af de i Tidsalderen almindelig gjældende Ideer. Han kan ikke have tilegnet sig nogen virkelig Ejendomsret over al Landets Jord: vi maatte slutte saa, endog om Kilderne ikke indeholdt udtrykkelige Vidnesbyrd herimod, alene fordi Tanken om en saa voldsom Forholdsregel dog neppe kunde opstaa eller lade sig gjennemføre, uden under Forudsætning af at den havde støtte i gjængse Forestillinger om Erobringens Ret eller i en factisk existerende Mønsterform. Og hverken det ene eller andet var Tilfældet. Naar det altsaa heder, at han gjorde alle Bønder til sine Lejglændinger, da kan dette ikke gjælde som Udtryk for det virkelige Retsforhold, der indtraadte ved Haralds Foranstaltninger; derimod vel som et correct Udtryk for den Opfatning, der gjorde sig gjældende af dette Forhold, saa at det dog beholder en relativ Sandhed og Kildernes almindelige Troværdighed hævdes. Om vi nemlig antagen
- ↑ Keyser, l. c. 298.
