dan nogen Skat af Fylket og neppe heller nogen anden fast offentlig Indtægt[1], saa han med Hensyn til sit og sine Mænds Underhold var henviist til frivillige Gaver og til hvad hans private Ejendomme indbragte eller hvad han kunde erhverve paa vikingtog i fremmede Lande. Han har maaskee som oftest været i Besiddelse af visse prestelige Functioner, forestaaet Offertjenesten ved Fylkeshovet og ledet Forhandlingerne paa Fylkesthinget; men hans Indflydelse paa Retsplejen og Lovgivningen var neppe en saa regelmæssig og indgribende som den, Herserne øvede. Han var Fylkesmændenes øverste Anfører i Krigstilfælde; men han raadede ingenlunde for Krig og Fred. .Blev Fylket angrebet af en fremmed Fiende, maatte alle Bønder møde for at værge sin Frihed, og da var han deres naturlige Fører; men vilde han fejde udenfor sit Rige, beroede det paa de øvrige Høvdingers og Bøndernes Godtykke og den Anseelse, det havde lykkets ham at opnaa, om han fik nogen Hjælp af dem eller ikke. Derfor kunde ogsaa Kveldulf svare, da Kong Audbjørn i Firdafylke opfordrede ham til at give Følge i den afgjørende Kamp mod Harald Haarfagre: „Kongen tykkes vel at have Ret til at kræve af mig, at jeg farer med ham, naar han skal værge sit Land og der bliver herjet i Firdafylke. Men jeg finder mig ingenlunde skyldig til at fare nord til Møre og stride der for at værge Møringernes Land.“ – Fylkeskongens Stilling synes saaledes overhovedet snarere at kunne betegnes som en Æresforrang end som en virkelig Regjeringsmyndighed; han var ingen souverain Hersker; hans Magt beroede væsentlig paa hans private Besiddelser, hans Følge af haandgangne Mænd, hans egen eller hans Æts Anseelse, derimod ikke paa nogen bestemt forfatningsmæssig Ret eller Vedtægt;
- ↑ Keyser, Norges Retsforf. S. 24; jvfr. Dahn, Die Könige d. Germ. I. S. 33–34.
