medens Jarlen skulde underholde 60. Dette maa ikke opfattes som nogen formelig Udstykning af Souverainiteten (morcellement de la souveraineté) i Lighed med, hvad der blev sedvanligt i Mellemeuropa i den følgende Tid. Jarlerne var ikke, som Munch udtrykker det, Kronvassaller og Herserne Undervassaller i det fuldt udviklede Feudalsystems Aand, hvem altsaa hele Districter af Riget skulde være bleven overdraget med alle en souverain Herskers Rettigheder mod en bestemt Afgift eller Krigstjeneste. De var, som de Frankiske Grever og de dem underordnede Forstandere for Retsplejen og Forvaltningen i Rigets forskjellige Provinser, kongelige Embedsmænd, der handlede paa Kongens Vegne og oppebar de offentlige Indtægter i hans Navn. De aflønnedes som disse, deels ved at modtage Krongods i Forlehning, – hvorved de indtraadte i det samme engere Troskabs- og Forpligtelsesforhold til Kongen, som Krigerfølgets haandgangne Mænd, – deels saaledes, at der tilstodes dem en vis Andeel af de kongelige Indtægter. Og naar det heder, at Jarlen efter Harald Haarfagres Anordning skulde have Tredieparten af Sakøren og Landskylden i det Fylke, over hvilket han var sat, da svarer det hertil, at der i Regelen var tillagt den Frankiske Greve en Trediedeel af de kongelige Indtægter, som han oppebar af sit Grevskab.[1] – Denne Overeensstemmelse gjør det saameget rimeligere, at Haralds-System i det Hele, hans ordning af Forholdet mellem Konge og Undersaatter, hans Bestemmelse af Kongedømmets Magtomraade og Rettigheder maa føres tilbage til den samme Kilde, har havt en „directe eller indirecte Sammenhæng med det samme Mønster.
Men har dette været Tilfælde, da.kan„det ikke synes underligt, at Forandringen er bleven opfattet saaledes, som
- ↑ Waitz, IV. S. 144–45.
