efterhaanden sig udbredende Romersk-christelige Ideer om Statens, og Statens Repræsentant Kongens, Ret ligeoverfor den Enkelte. Ifølge Odelsvæsenet derimod blev den enkelte Familjes Ejendomsret over sin Jord en fuldkommen absolut og ubetinget. Der kunde ikke være Tale om noget Medejerskab eller Fælledsskab, hvor Gaardene ofte laa vidt adskilte fra hinanden ved Fjord eller Fjeld. Hver Gaard var som et Rige for sig og-blev en uafhængig Besiddelse for den Familje, som først havde ryddet den og skabt et Hjem af den; Odelsmanden, eller rettere den Æt, hvis Repræsentant han var, kom ikke blot til at øve en fri og ucontrolleret Ejendomsret; han blev ligefrem souverain, Ejer „af Guds Naade“, ingen Anden underordnet eller forpligtet med Hensyn til sin Gaard. Det Samfund, af hvilket han var Medlem – „Hæren“ eller „Folket“, der havde bestaaet som politisk Organisation forud for Indvandringen og oprindelig vistnok var langt strammere knyttet, – antog paa Grund heraf Charakteren af en Confoederation, hvorved de souveraine Odelsfamiljer havde forbundet sig til gjensidig Beskyttelse af sin Fred og sine Rettigheder og for at opnaa dette Formaal havde afstaaet noget, men saalidet som muelig, af sin Autonomi. Den Enkeltes Ret gjorde sig gjældende som Hovedsagen, medens det Fælleds og Forbindende traadte tilside. Statsmyndigheden i Fylket eller Heredet har aabenbar ved vor sikkre Histories Begyndelse været en overmaade lidet omfattende; de tællede Anliggender synes ikke at have strakt sig udover Forsvaret mod ydre Fiender, Offertjenesten ved Hereds- eller Fylkeshovet og en nødtørftig Retspleje. Heredet syntes et Forbund af Familjer, af hvilke hver næsten kunde gjælde som en Stat for sig; Fylket syntes et Forbund af Hereder; Fylkerne havde igjen for det meste sluttet sig sammen til videre Foreninger, med et fælleds Hovedthing som
