Vi skal nu saa om ikke de her skildrede Forfatningsforhold
kan hjælpe os til en Forklaring og nærmere Bestemmelse
af det af Harald Haarfagre gjennemførte nye System,
der hævder Troværdigheden af Kildernes Beretning uden, som
de hidtil opstillede Forklaringer, at komme i Strid med andre
Vidnesbyrd eller savne indre Sandsynlighed.
Den Norske Samfundsorden forud for Haralds Tid var en Stamme- og Forbundsforfatning, svarende til den oprindelig Germaniske, men vistnok skarpere udpræget end denne. Landets ejendommelige Naturforhold havde medført, at Selvstyrelsen i Folkets engere Kredse holdt sig bedre og længere hos Nordmændene end hos de fleste andre germaniske Folkeslag. Af disse Forhold fulgte det ogsaa, at den private Ejendom til Jord og den dermed sammenhængende Frihed her blev saa fastgrundet som neppe nogensteds ellers. Medens i de øvrige af Germanerne befolkede Lande Bebyggelsen for det meste synes at være foregaaet saaledes, at en Forening af flere indbyrdes forbundne Slægter nedsatte sig paa hvert Sted, tog det omkringliggende Land i Besiddelse og deelte det sig-imellem, hvorved den enkelte Bonde eller Jorddyrker vel fik sin særegne Part, men dog vedblev at være underordnet en Slags fælleds Overbestyrelse af det Hele, maatte det i et Land af Norges Beskaffenhed i Regelen blive de enkelte Familjer, der byggede og ryddede, hver for sig. Her maatte derfor Samfundet antage en løsere Aggregattilstand end andensteds; – hvad der med eet Ord kan kaldes Odelsforfatning blev her den herskende i Modsætning til den i Tydskland og Skandinaviens sydligere Dele almindelige Landsbyforfatning. Ifølge denne sidste var den private Eiendomsret til Grunden fra først af undergivet væsentlige Indskrænkninger, som den aldrig løsgjorde sig ganske fra, og hvorved den blev saameget lettere forenelig med de hos Germanerne
