Stykker af Folklandet – blev bevilget Enkeltmand til varig Besiddelse, der fra ham gik over til hans Børn eller andre Arvinger; og de saaledes inden Folklandet opstaaede private Besiddelser kaldtes Bookland. Idet de oprindelige Alodialbesidderes Ætter døde ud eller deres Land afhændedes i en Form svarende til den, hvorpaa Bookland blev overdraget, synes al Engelsk Jord, og det allerede i en meget tidlig Periode, at være bleven indbefattet under en af disse to Kategorier: Folkland eller Bookland. De, der sad paa Folklandet, havde ingen Ejendomsret, men kun Brugsret til sin Jord, hvilken de i Regelen kun havde faaet sig overdraget paa Livstid eller paa et bestemt Antal Aar. Derimod var Booklandet virkelig privat Ejendom, men dog ikke i samme Forstand som Alod eller Odelsjord. Det kunde forbrydes i Tilfælde af visse Forseelser og faldt da tilbage til Kongen som Statens Repræsentant. Besidderne af Bookland kunde være undergivet de samme Afgifter og Tjenester som de, der havde modtaget Folkland i Forlehning eller Forpagtning. Idet Kongen og hans Raadgivere overdrog Stykker af Statens Eiendom til privat Besiddelse, stod det i deres Magt at knytte dertil hvilke Betingelser de fandt for godt. Sedvanligt var det dog vel, at den Jord, der skjænkedes Enkeltmand som Bookland, fritoges for de Afgifter og Skyldigheder til Stat eller Konge, hvilke den indtil da havde været undergiven. Men i denne Fritagelse var aldrig indbefattet Forpligtelsen til at gjøre Krigstjeneste og Forpligtelsen til at deeltage i de af Kongen anordnede Byggearbejder ved Broer og Befæstningere. Dette var de tre uundgaaelige Skyldigheder, – inevitabile onus; trinoda necessitas, – der paahvilede al Engelsk Jord, og fra hvilke ingen var undtagen.[1]
- ↑ Palgrave, English Commonwealth I; Kemble, The Saxons in England, I. 289 ff.; Allen, Royal Prerogative, [den franske Oversættelse S. 152 ff.]
